”Jeg tror, verden er blevet gammel.”
Verdens oprindelige folk bliver hårdt ramt af klimaforandringer, fordi de lever tæt forbundet med naturen. ”Alt er ødelagt. Vi fik skoven af vore forfædre. Jeg nåede at opleve den, men det kommer mine børn ikke til. Det har jeg det dårligt med”, siger Alejandro Becker, en Miskito-indianer, som har boet i skoven i hele sit liv.
Tekst: Rasmus Thirup Beck
Foto: Anders Birch - Face The Climate
Miskito-indianeren Alejandro Becker var langt inde i junglen, da orkanen Felix ramte Nicaragua den 4. september 2007. Det var en kraftig orkan med vindstød på op til 260 km/t. Alejandro havde sammen med en ven arbejdet i en uge med at udpege træer, der skulle fældes. Mens de var i skoven havde de ikke haft kontakt med andre. Kun én gang tændte de radioen. Her hørte de, at der snart ville komme en orkan ind over landet. Næste dag ved solopgang tog de hen til en ven for at fortælle om orkanen. De nåede det lige. En time efter at de nåede hans hus, begyndte store, tunge regndråber at falde.»Vinden kom først fra alle sider, og pludselig kom den med fuld kraft lige på. Bladene fra træerne fløj i luften som støv, og huset vi var i, svajede«, husker 30-årige Alejandro.
De fire voksne i huset besluttede, at det var for farligt at blive indenfor. De søgte alle ly mellem et gambatræs brede rødder. Her sad hver mand med to børn under deres regnjakker, mens orkanen Felix hårdt og brutalt væltede skoven rundt om dem. De fire voksne og fire børn sad ude hele dagen og natten. I løbet af natten begyndte vinden langsom at tage af.
Næste morgen forlod de deres skjul. Her så de, at verden omkring dem nu var totalt forandret. De var selv mærket af nattens vindstød. De var forrevet i ansigterne af de grene fra de mange væltede træer. Den jungle, de var vokset op med og levede af, var ødelagt. De fleste af skovens dyr var blevet dræbt. Fiskene i floderne var også døde. På ét døgn havde orkanen Felix fældet så meget skov, at der ikke var mere tilbage
Naturen er ikke mere til at stole på
Orkanens hærgen havde aldrig været så langt inde i landet før. Den tog miskito-indianernes arbejde fra dem. De lever af at dyrke jorden og fælde særligt udvalgte træer. I løbet af de seneste år har det været svært at stole på årstidernes normale skiften. Regn og tørke kommer på helt nye tidspunkter. Det gør det svært for indianerne at vide, hvornår de skal plante og høste. »Før var der flere tegn til, at regnen snart ville komme. Når ’Cortes-træet’ og ’Manga larga’ træet blomstrede, vidste vi, at en måned senere ville regnen komme. Det var en lærdom, vores forfædre havde givet videre til os«, forklarer Alejandro. Hans 51-årige far, Norman Becker, nikker og siger: »I gamle dage plejede vi at se lyn i horisonten omkring påske, og så vidste alle, at vinteren var på trapperne. Sådan har det ikke været i år og sidste år. Vi så aldrig noget lyn, og pludselig var regnen der. I hele mit liv har jeg aldrig oplevet regn før 18. april, men sådan var det i år”.
De fleste familier i landsbyen Kakamuklaya dybt inde i junglen nåede ikke at gøre deres marker klar. Derfor blev de høsten dårligere end normalt. Og miskitoerne er ikke de eneste, der betaler prisen for forandringen i årstidernes skiften. Det foregår over hele verden og har store konsekvenser for jordens millioner af landmænd.
I Nicaragua arbejder den danske NGO Nepenthes sammen med miskitoerne. De hjælper indianerne med at få så meget som muligt ud af deres arbejde.
Det er bl.a. derfor, at Alejandro Beckers familie og 16 andre familier nu bor midt i junglen igen, i landsbyen Kakamuklaya. I flere år har de nemlig boet i den større by Rosita.
Vores børn kommer ikke til at opleve skoven
Indianerne kæmper hver eneste dag for at få livet i junglen til at fungere. Men det er svært at holde modet oppe i den ødelagte skov. »Når jeg ser skoven, og tænker på, hvordan her var før, så får jeg det meget, meget dårligt. Før kunne man let gå i skovbunden, og skoven var levende med alle dyrelydene. I dag er det et buskads, man skal hugge sig igennem, og der er ingen lyde. Alt er ødelagt. Vi fik denne skov af vore forfædre. Jeg nåede at opleve den, men det kommer mine børn ikke til. Det har jeg det
Miskitoernes leder, Juan Flores, beskriver sin fortvivlelse på denne måde: »Vi har det som om vi har vi har mistet en bank. Vores bank var skoven. Vi plejede at kunne tage nogle af træerne ud, og resten var en opsparing. Efter Felix er det, som om vi er gået fallit. Der er ikke noget håb – vi mistede vores opsparing fra en dag til en anden«.
Indianerne forsøger mere at forstå hvorfor regnen ikke kommer, hvorfor tørken varer længere og hvorfor skoven er ødelagt af en orkan. Alejandro Beckers far har sin egen forklaring på alle ændringerne: »Jeg tror, at verden måske er blevet gammel, og at det er derfor, alting forandrer sig sådan«
