Ørkenen truer i baghaven
Hver dag æder sandet sig tættere på familien Lu. De lever i Kinas nordvestlige Gansu-provins. Her breder ørkenen sig. Vandmangel, sandstorme og tørke udfordrer familiens hverdag. Måske hjælper det at plante træer??
"Der er vand"
Ved ottetiden om aftenen kan man høre et råb, der skær sig gennem den varme sommerluft. ”Det kommer nu!”, udbryder stemmen, som kommer fra en af gårdene i landsbyen Zhengxin i Minqin. Vi er i Gansuprovinsen, som er Kinas nordvestlige område. Det er vandet, der kommer. Ca. en time hver femte dag bliver der tændt for vandet til landsbyen. Kvinderne har travlt med at opsamle de dyrebare dråber, for man ved aldrig helt, hvornår der kommer vand igen. Han Yu Hua, en af landsbyens kvinder, skynder sig ud fra køkkenets halvmørke. Udenfor er vandet begyndt at sive ud fra en sort gummislange. Han Yu Hua begynder at fylde sine store tønder til randen med vand.
Med sandet i baghaven
Det værste for familien Lu er manglen på vand. For 50 år siden var det nemt at grave ned til vandet i undergrunden. Nu ligger vandet så dybt, at der skal maskiner til. Nogle steder skal der bores hundredvis af meter ned i jorden for at finde vand, forklarer Lu. Det vand, som familien får hver femte dag, smager af salt. Vandet skal koges, inden det drikkes, ellers risikerer man at få leversygdomme eller orm, siger Han Yu Hua. Gennem årene har hun lært at få det sparsomme vand til at slå til. Familien tager aldrig bad. Vand til at gøre grøntsagerne rene med, bruges også til at vaske hænder. Opvaskevandet genbruges til familiens dyr. Det barske klima har sat sine spor. Lu er kun 34 år. Men det hårde klima har givet ham furer ved øjnene, solbrændt hud, sprukne læber og brunlige pletter på tænderne. Det får ham til at se ældre ud.
Fra oase til ørken
Mennesker har bygget dæmninger. De har ændret flodernes naturlige løb. Men i de senere år har naturen også ændret sig. Vindene er blevet hårdere og det regner sjældent. Perioderne med tørke er længere. Det har alt sammen medvirket til, at ørkenen har spredt sig i Minqin. Forskere mener, at forholdene i området vil blive værre på grund af den globale opvarmning. Den sidste årsag er, at der bor så mange mennesker i området. I 1950’erne og -60’erne strømmede folk til Minqin. De blev lokket hertil af oasens frugtbarhed. Desværre har folk i området ikke tænkt på naturen dengang. De mange marker skulle vandes. Og der blev brugt så meget vand, at overfladevandet nu er forsvundet. I dag kaldes jorden den golde jord. Gold betyder ufrugtbar. Det er svært at dyrke jorden. Derfor har titusinder allerede valgt at flygte fra området. Familien Lu bliver boende i deres landsby indtil videre. ”Men vi føler, vi lever på kanten. Det er svært for børnene at komme i skole. Vejene er dårlige. Der bliver mer
Den kinesiske regering arbejder på at stoppe spredningen af ørkenen. Langs vejen kan man læse skilte om at passe på vandet. Der er bygget nye drivhuse, hvor der spares på vandet. Og der er lavet om på måden at vande marker på. Før sprøjtede bønderne vand ud over markerne. Men nu vandes der med slanger, som er gravet ned. Så fordamper der ikke så meget vand. Mange steder i Kina bliver der plantet træer for at stoppe ørkenen.
Tilbage i landsbyen Zhengxin er mørket ved at falde på. Lu vil ikke spå om fremtiden. Så længe hans familie får hjælp til at klare sig, er han tilfreds og bliver boende. Men noget andet gælder for hans børn. ”Jeg vil gerne have, at de skal forlade området og tage så langt væk, de kan. Så de kan skabe sig en bedre fremtid”, siger Lu.