Vand i forkerte mængder
Verdens politikere forsøger at nå frem til en klimaaftale. Imens kæmper millioner af mennesker i verden med de store forandringer i klimaet. I det sydlige Zambia bor majsbonden Mostart i en lerhytte. Han har ikke læst forskernes rapporter. Men han er alligevel ekspert i, hvad den globale opvarmning betyder.
Ligesom andre majsbønder i det sydlige Zambia sidder Mostart Mweemba og venter. Han venter på regnen. Han er både mistroisk og håbefuld. Et par geder roder i den tørre jord ved de to små lerhuse. Her bor Mostart, hans to koner og deres otte børn. Før i tiden ville der have været regn på denne tid af året. Markerne ville for længst have været sået til. Men meget har ændret sig i området, siden vejret for alvor begyndte at forandre sig i Zambia i 1990`erne.
”I 2006 oplevede i en af de værste tørker, jeg kan huske. Vi mistede hele høsten, ” fortæller Mostart. ”Det var en svær tid. Nu vil jeg se regnen, før jeg tør lægge majsen i jorden.”
Spisekammeret er tomt
Den sydlige del af Zambia er tidligere blevet kaldt for landets spisekammer. Den frodige jord var særlig god til at dyrke majs. Når man kørte gennem området, så man denne ene mark efter den anden med de høje, grønne majsplanter. Nu ligger jorden usået hen. Kun de sørgelige rester af fra sidste høst, ligger på de tørre marker. Bønderne har ikke råd til at miste endnu en høst. Derfor venter de med at så. Imens rumler maverne på både mennesker og dyr.
Folk i Zambia er afhængig af majsen. Den mætter meget og er den vigtigste del af mange menneskers kost. Der dyrkes så meget majs i Zambia, at den udgør over en femtedel af landets BNP. Derfor er det særlig svært, når vandet enten udebliver eller kommer i store og voldsomme mængder.
For lidt og for meget vand
Forandringer i klimaet betyder nemlig ikke kun perioder med tørke. Når regnen endelig kommer, er den ofte så kraftig, at der kommer oversvømmelser. I de seneste par år har Zambia oplevet de værste oversvømmelser i over 100 år. Det var værst i 2007, hvor mange mistede deres hjem. Høsten gik tabt og flere mennesker omkom i vandmasserne. Tusindvis af familier blev samlet i telte på et område, der lå højt. Her boede de i mere end tre måneder, før de kunne vende tilbage. Mange frygter, at det samme sker igen i år, når regnen endelig kommer.
Kunstgødning er nødvendig
Der sker flere ting, når jorden bliver oversvømmet. De nye afgrøder drukner og rådner op. Men selve jorden bliver også ødelagt. Alle næringsstofferne bliver vasket ud, så jorden er mindre frugtbar. Før i tiden brugte bønder som Mostart aldrig kunstgødning. ”Hver gang jeg køber en sæk med såsæd, så skal jeg også bruge penge på en pose kunstgødning,” fortæller Mostart. ”Ellers kan jeg ikke få majsen til at gro.” Før vejret begyndte at ændre sig, var det ikke nødvendigt. Dengang var jorden frugt