”Det koldeste sted” er smeltet væk
Chacaltaya-gletcheren på det bolivianske bjerg af samme navn var indtil for få år siden kendt som verdens højest beliggende skisportscenter. I dag er bjerget bare et bjerg. Gletcheren er smeltet.
Samuel Mendoza var ikke mere end syv år gammel, da han for 43 år siden for første gang satte sin små sko på Chacaltaya-gletsjeren. Hans far havde taget ham med derop. Før det havde Samuel fra familiens hus kunnet se op til den snedækkede top, som de voksne på indianersproget kaldte Chacaltaya, ”Det koldeste sted”. Dengang var stedet berømt som verdens højest beliggende skisportscenter. Både Samuel og hans far har arbejdet i hytten, som ligger 5280 meter over havets overflade. Nu er gletsjeren og sneen væk. Og stedet er nu mere berømt som eksempel på den globale opvarmning.
I august i år blev Chacaltaya erklæret for død af den bolivianske glaciolog Edson Ramirez, der har studeret Andesbjergenes gletsjere siden 1991. ”Chacaltaya er et symbol på den globale opvarmning. I løbet af de næste tyve år vil alle mindre gletsjere forsvinde, og de større vil blive meget mindre. Vi er overbeviste om, at denne udvikling skyldes klimaforandringer. Siden staren af 70’erne er hastigheden af afsmeltningen tredoblet, og de seneste år er det gået rigtig hurtigt”.
En piste af sten
Ramirez kan dokumentere udviklingen sort på hvidt ved hjælp af de billeder, der er taget af gletscheren siden 1940. Iskappen dækker først hele bjerget på højre side af kammen, og på det sidste billede er der kun en lille klat tilbage. Samuel Mendoza fortæller, at afsmeltningen for alvor tog fart fra år 2005. At isen forsvinder, er trist i sig selv. Men det har også betydet et farvel til den skisportsindustri, Samuel selv holder meget af. ”Jeg har altid godt kunnet lide at stå på ski. Tidligere stod jeg altid på ski i weekender, og når der var tid også i hverdagene. Vi havde konkurrencer heroppe i storslalom. Det var dengang, der var masser af sne.”
Samuel var god. Han vandt for eksempel det nationale mesterskab et år. ”For ti år siden kunne man stort se stå på ski hele året. Der faldt sne i december, januar, februar og marts. Det kom igen i august, september og oktober. Der faldt masser af sne, og det var meget koldt. Nu sner det meget mindre, og det er blevet varmere. Det er det, der har ødelagt vores piste, den højeste skipiste i verden, Chacaltaya,” fortæller han
Ramirez kan bekræfte, at temperaturen i Bolivia i gennemsnit er steget med mellem 0,5 og 1 grad de seneste årtier. Og ændringen i nedbør er endnu mere tydelig. ”Forandringerne i klimaet betyder, at mængden af regn skifter i løbet af året. I januar i år fik vi for eksempel kun 50 % af den regn, vi skulle have haft. Det er bekymrende”, forklarer Ramirez.
En fremtid uden vand
Gletsjernes is er dog ikke kun sjov at stå på ski på – når det smelter om sommeren udgør det en livsvigtig del af befolkningens drikkevand. Smeltevandet bruges også til at generere elektricitet. Vandværkerne i La Paz og El Alto får vand fra gletsjerne på de større bjerge som Illimani og Huyani Potosi. Der er risiko for at disse gletsjere også dør, mener Edson Ramirez: ”Hvis intet ændrer sig løbet af de næste 30 år, vil de fleste af de mindre gletsjere under 5.500 meter være væk, og de store over 6.000 meter vil være meget mindre. Det vil blive en udfordring for Bolivia”.
Manglen på vand mærkes allerede. I El Alto har der et par gange været lukket for vandet i flere timer – og andre bydele må undvære vand om natten og i weekenderne. Regeringen har startet et nationalt program for klimaforandringer, som skal finde ud af, hvad der kan gøres. Lederen af dette program, Carlos Salinas, ser ikke lyst på fremtiden. ”Bolivia er et af de lande, der bliver mest påvirket af klimaforandringer. Verdenssamfundet må sørge for at få skåret ned i CO2-udledningen og give hjælp til udviklingslandene, der rammes hårdest. Ellers går vi en sort fremtid i møde. Her er det værd at huske på, at Bolivia stort set ingen del har i CO2-udledningen”, konstaterer han med et hårdt blik.
Ingen is – intet vand
”Jeg kan huske, da jeg var dreng, at skolelærerne plejede at fortælle, at sneen var evig i vores land. I dag ved jeg, at det ikke er rigtigt. Det er trist, fordi vi er nogle af de sidste, der har mulighed for at opleve gletsjerne. Det kommer de næste generationer ikke til,” siger Ramirez.
Samuel Mendoza insisterer stadig på at lære sine børn at stå på ski, hver gang der er bare en lille smule sne allerøverst oppe på Chacaltaya. Han drømmer endda om, at der en dag kan blive installeret snekanoner eller kunstige snebakker på den gamle piste. Han er dog ikke blind for problemet med vandmangel nede i byen: ”Ingen is intet vand,” som han siger: ”Hvis der ikke er vand, får vi problemer. Masser af problemer. Det er ikke en nem fremtid.”
Fakta:
Verdens gletsjere forsvinder Chacaltaya er langt fra den eneste gletsjer, der er smeltet eller er ved at smelte. Over hele jorden trækker iskapperne sig tilbage, fra Andesbjergene over Himalaya til Alperne.
Gletsjere har altid trukket sig frem og tilbage fra år til år og årti til årti. Men de seneste årtiers tilbagetrækning har været kraftigere og mange mener, at det skyldes den globale opvarmning. Når temperaturen bliver højere, smelter isen. Det betyder dog også noget, at det ofte regner mindre, og at der er færre skyer. Det gør, at solen skinner mere direkte på isen.
I verdens ulande, som Bolivia, er sommerens smeltevand fra gletsjerne en livsvigtig ressource. Uden gletsjerne er der ikke noget vand i lange perioder af året.
Den første konsekvens af afsmeltningen er dog mere vand og risiko for oversvømmelser. Men til sidst når gletsjeren tørrer fuldkommen ud, så har befolkningen kun mulighed for at samle vand, når det regner – og det er ikke nok.
Befolkningerne langs gletsjerne i I-landene - i Alperne i Europa og Rocky Mountains i Nordamerika - forsøger at redde deres iskapper, fordi de tjener store penge på skiturisme. I Verbier i Schweiz trækker skiportscenteret hvert år et 2.500 kvadratmeter stort termolagen ud over Tortin-gletscheren for at beskytte den mod solen. Det vurderes, at tre fjerdedele af gletsjerne i de schweiziske alper vil være væk i 2050.