Uden majs er Guaranì-folket intet
”Guaranì-folket lever af landbrug. Men hvad skal vi gøre, når det ikke regner?” Det er Enriquez Guarayo Yambaca, der spørger. Han er guaranì-indianer og borgmester i en lille by i Bolivia.
Vi befinder os i landsbyen Pipi Itiyuru midt i Chaco-junglen i Bolivia. Der er en fugtig varme. Floden risler forbi neden for skråningen. Vi hører også andre af naturens mange lyde – myg og cikader. Ved siden af et lille lerhus i skyggen af et træ sidder en flok kvinder og fletter hatte af siv. Der bor 30 familier i landsbyen, cirka 150 mennesker.
Borgmesteren Enriquez har boet der hele sit liv. Han er 71 år. Landsbyens beboere lever af at dyrke majs og nogle få andre afgrøder. Men i år er hele majshøsten blevet ødelagt. Det har kun regnet en måned. Det er derfor han spørger, hvad de skal gøre, når det ikke regner.
Tidligere regnede det omkring fire måneder om året her i Chaco-junglen. Så kunne der dyrkes majs og vandmelon. ”Mine små børnebørn kan ikke forstå, hvorfor vi ikke længere kan spise vandmelon og majs. Hvornår skal vi spise majs, bedstefar? Spørger de. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare,” fortæller Enriquez.
Når naturen ikke er til at stole på
Der er flere ting, der har forandret sig i de senere år. Før i tiden regnede det fire måneder om året. Nu regner det kun en måned om året. Men den måned regner det til gengæld meget kraftigt. Og det er heller ikke den samme måned, det regner. Derfor ved folk ikke, hvornår de skal så, uden at frøene bliver ødelagt af tørken. ”Nogle gange sår vi, men så regner det overhovedet ikke i en måned. Så bliver frøene ødelagt, og vi må prøve at så igen,” siger Enriquez. Også varmen er blevet stærkere. Tidligere var de højeste temperaturer omkring 40º. Men nu sker det ofte, at termometret viser 50º. I de perioder er det umuligt at arbejde i marken mellem kl. 10 og kl. 17.
Mange må forlade landsbyen for at søge arbejde i byen
Mange guaranì-indianere er tvunget til at rejse fra deres jord, hus og hjem. De må søge arbejde andre steder, hvis familien skal have mad på bordet. ”Jeg er blevet for gammel til rejse ud og arbejde, som mange andre gør. Men vores datter hjælper os. Vi lever af de penge, som hun kan tjene. Hvis det ikke var for hende, ved jeg ikke, hvad der var sket med os,” fortsætter Enriquez. Han er meget bekymret over de store forandringer i klimaet. De forhindrer guaranì-folket i at dyrke deres marker, som de plejer og have noget at leve af. ”Guaranì-folket lever af majs. Uden majs er vi ingenting. Hvis majshøsten slår fejl, er vi fortabte.” Sådan lyder de alvorlige ord fra Enriquez Guarayo Yambaca.